De fleste af os leder efter kærligheden uden det bliver til forsider og store overskrifter. Sådan gik det ikke for designeren Frederik Bagger, for han blev forelsket i et par kvinder, som den kulørte del af pressen elsker at skrive om. Så følger forsider og overskrifter med, både når de handler om store kærlighedserklæringer og forhold, der gik i stykker.
Heldigvis for Frederik Bagger har han fundet en kæreste igen.
Frederik Baggers ukendte kæreste
I modsætning til et par af Frederik Baggers ekskærester, sangerinden Medina og jetsetteren Michala Kjær, er hans nuværende kæreste relativt ukendt i offentligheden. Hun hedder Julie Elisabeth Schulin og har tidligere arbejdet sammen med Frederik.
Designeren har fortalt Alt for damerne, at han var “snotforelsket” i Julie, siden de mødtes første gang i 2015. Men hun var i et forhold, så de startede med at være venner. Derfra gik det stærkt med både en datter, der fik navnet Adda Elisabeth, og et bryllup.
“Jeg har haft planlagt frieriet i to en halv måned. Jeg har selv designet ringen – jeg fandt en fin perle, som havde ligget en 30 år i et pengeskab, og så er den blevet produceret i USA af Tiffany's med brillianter omkring, “forklarede han til Ekstra Bladet
Frederik Baggers kæreste hjalp ham ud af faderens skygge
Som det ofte er tilfældet med børn af kendte mennesker, skulle der gå lidt tid før Frederik Bagger trådte ud af sin far, Eriks skygge. Erik Bagger har i årtier designet bestik, tallerkner og så videre, som kan købes uden at sprænge banken først.
Gennem barndommen tegnede Frederik sine fars streger efter. Faktisk var han så god til at tegne, at han to gange fik afslag på optagelse på Designskolen - hans design var simpelthen allerede klar til at gå i produktion.
Far og søn arbejdede sammen i en periode, men så fik Frederik behov for at stå på egne ben. Han ville lave noget til en anden målgruppe, så han startede med at designe glas, der lå i en lidt højere prisklasse end sin fars designs.
Som ny designer var det både godt og skidt at have det berømte efternavn med sig, fortalte han Berlingske i 2016.
“Jeg tror det er sundt for mig, at træde ud ad min fars skygge og bevise mig selv. Min far har altid støttet mig, men jeg har gerne ville starte mit eget. Jeg vil gerne bevise, at jeg også selv kan. Der har helt sikkert været nogle butikker, der syntes, vi var spændende at samarbejde med på grund af navnet. Men jeg tror også, folk er klar over forskellen på mit og min fars brand.”
Det gik rigtig godt for den unge Bagger, og netop derfor blev Julie Schulin ansat som kreativ direktør i firmaet Frederik Bagger. Nogenlunde samtidigt blev de et par.
At arbejde sammen med sin kæreste var ikke nemt i starten, afslørede Frederik og Julie i et dobbeltinterview med Alt for damerne. Der var blandt andet udfordringer med at adskille privatlivet fra det professionelle liv.
“På arbejde skulle jeg lige sættes på plads et par gange, hvor jeg røg ind på kontoret, og Frederik sagde: ‘Når du er her, så er det altså mig, der bestemmer’. Men efter, at jeg har accepteret det her setup, har det fungeret rigtig godt. Det er faktisk helt rart at have en over mig, som jeg kan læne mig lidt op af” forklarede Julie.
Ifølge Frederik var det kun naturligt, at det krævede noget tilvænning hos dem begge:
“Nyforelskelse bærer jo frugt, når man er derhjemme, men når man er på arbejde, skal der udvises seriøsitet. I starten bragte Julie lidt privatliv ind i sine meninger på arbejdet, men det er klart. Man skal lige vænne sig til det.”
I interviewet gav de to nogle gode råd til andre par, der enten allerede arbejder sammen eller har tanker om det:
- Få styr på praktikken.
- Øv jer i at kommunikere godt.
- Respekter hinanden.
- Fejr de små sejre.
- Lav en klar rollefordeling.
- Spørg jer selv: “Skal vi være sammen hele tiden”?
Frederik Baggers ekskæreste: Den unge kærlighed
Det hører til sjældenhederne, at unge par har et så fasttømret forhold, som Frederik Bagger havde til ekskæresten Michala Kjær, der er datter af Janni og Christian Kjær. Som 19-årig blev Michala spurgt af sin daværende svigerfar, Erik Bagger, om hun ville være model i hans kommende katalog. Det skærpede mediernes interesse for den unge millionærarving.
Michala Kjær og Frederik Bagger flyttede sammen kort efter hendes 18-års fødselsdag. I den alder kan kærlighed føles ultimativ, men der skete det, som der ofte sker: de to gik fra hinanden igen.
“Vi kommer ikke sammen mere. Længere er den ikke,” sagde 20-årige Frederik til Billed Bladet i 2009.
Frederik Bagger var kærester med Medina
I sommeren 2014 ramte Frederik Baggers kærlighedsliv endnu en gang medierne. Denne gang endnu voldsommere end med Michala Kjær, fordi hans nye kæreste var ingen ringere end landets ukronede popdronning Medina.
Nyhedsbureauet Newspaq skrev, at Medina flirtede med Frederik Bagger på Instagram ved at skrive “Jeg dør” til et billede af Frederik i hættetrøje og læderjakke efterfulgt af kærlige emojis. Senere dukkede en fyr op på Instagram, mens han kørte i bil med Medina. Popikonets fans mente, at det måtte være Frederik Bagger.
De blev spottet flere steder i København, og var angiveligt også på en romantisk ferie sammen, umiddelbart efter forholdet blev offentlig kendt. Pressen havde spidset pinden og var klar til at følge Danmarks største kendis-par i tykt og tyndt.
Om mange af de kendte falder i en gryde med dårlig kærlighedseliksir skal være usagt. Men faktum er, at kendte, der finder sammen ofte har et særdeles kortvarigt forhold. Sådan var det også for Frederik Bagger og Medina. Efter omkring tre måneder som kærester var det slut. Begge understregede dog, at de stadig var gode venner.
Det gode venskab rakte dog ikke helt ind på de sociale medier, hvor de fleste spor af forholdet blev slettet.
Medina har, hverken før eller efter bruddet med Frederik, holdt sig tilbage når forelskelsen har meldt sig. Hun har ikke været længe om at finde afløsere til det formentlige ret eftertragtede “job” som kæreste.
Frederik Baggers kæreste og den mystiske bilbrand
Forholdet mellem designeren og sangfuglen holdt ikke længe, men der var rigeligt drama mens det varede. Samme dag som bruddet med Medina ramte medierne skulle Frederik Bagger forholde sig til endnu en ubehagelig sag: hans bil, en sort BMW X5, udbrændte. Det skete omkring lejlighedshotellet Stay, hvor han og Medina boede.
“Jeg er selvfølgelig meget chokeret og påvirket af situationen. Nu er politiet og forsikringen inde over, og så skal jeg lige have fordøjet det hele. Men jeg må sige, at det har været en kæmpe hjælp, at Stay har håndteret det hele så godt. Det er jeg meget taknemmelig for,” sagde Frederik Bagger til SE og HØR.
Politiet anså branden for påsat fordi, der i samme periode havde været stribevis af påsatte brande i området. I samme uger havde Medina været chikaneret af en stalker. Det har den populære popstjerne desværre været udsat for flere gange.
Det var efter sigende politiets teori, at stalkeren stod bag bilbranden. Før branden var bilen nemlig blevet sprøjtet til med barberskum og i skummen var der skrevet to meget direkte beskeder til Frederik Bagger:
“Dø svin”
“Hun er ikke din.”
Forståeligt nok frygtede Frederik for sin sikkerhed og flyttede før romancen med Medina officielt sluttede.
Medina special: Sporløst forsvundet fra Instagram
Kigger man på Medinas Instagram-profil i dag er der ingen tegn på de tidligere forhold. Hverken til Frederik Bagger popkrøltoppen Christopher eller andre ekskærester. Medina sletter tilsyneladende alle Instagram-opslag, der har noget med hendes gamle flammer at gøre. Det skal dog retfærdighedsvis nævnes, at Media heller ikke pryder Baggers Instagram-konto; så det er formentlig en gensidig følelse.
Frederik Bagger scorede tv-vært
Efter forholdet med Medina, scorede Frederik Bagger angiveligt tv-værten Rikke Gøransson. Hun deltog meget kort i tredje sæson af “Paradise Hotel”. Samme år vandt hun “Robinson Ekspeditionen”. Siden da har hun været fast vært på det populære underholdningsprogram. Det har gjort Gøransson til et kendt ansigt i medierne, der flittigt har skrevet om, hvem hun har datet.
Udover Frederik Bagger tæller hendes ekskærester navne som Anders Lindegaard og Nicklas Bendtner. Lindegaard spillede blandt andet for den engelske fodboldklub Manchester United. Bendtner behøver næppe en introduktion.
Fuld fart på forretningen
Mange iværksættervirksomheder kæmper de første år med at skabe en stabil omsætning. Det var ikke tilfældet for Frederik Bagger ApS, skrev mediet Finans. Godt nok havde selskabet et underskud i 2017 på 2,1 millioner kroner, men allerede året efter var det vendt til et overskud på omkring 140.000 kroner. Ifølge Frederik Bagger skyldtes det især lanceringen af intet mindre end 53 nye produkter.
“Vi vil gerne føle os som et større brand, og derfor udvidede vi sortimentet. Samtidig vil vi gerne have mere gang i eksporten, og det skal nyhederne være med til at skubbe til” sagde han til Finans.
I forbindelse med, at han sprang ud som selvstændig, fremhævede Frederik Bagger noget han havde lært af sin far.
“Min far har lært mig så meget gennem årene, og én af de mange ting, jeg bringer med videre til Frederik Bagger, er mantraet: "Forbrugeren er kongen i vores univers". Det er så vigtigt, at der er kundetilfredshed, og det er noget, vi lægger en stor dyd i,” sagde han i en pressemeddelelse.
Økonomien så endnu bedre ud for den ambitiøse designer i 2019. Her viste regnskabet et overskud på 2,6 millioner kroner.
I bestyrelsen hos sidder en anden mand med et efternavn, du måske kender: Christian Ree. Han er succesfuld forretningsmand og ikke mindst søn af den til tider ekscentriske milliardær Karsten Ree. Karsten Ree solgte i 2008 sit livsværk Den Blå Avis for 2,1 milliarder kroner til den amerikanske gigant eBay. I tabloidpressen er Karsten mest kendt for sit ægteskab med den tidligere Oddset-babe Janni og programmer som “Janni og Karsten” og “Forsidefruer”.
Der er stadig gang i forretningen. Frederik Baggers designs sælges i mere end 450 butikker i flere end otte lande. Det hårde arbejde havde en pris. Frederik gik ned med stress.
Efter et par forskrækkelser med et galoperende hjerte forstod han, at det var kroppens måde at sige fra på.
“Jeg har altid tidligere ment, at folk bare havde lidt udfordringer, når de talte om stress. Men nu kunne jeg mærke, at det virkelig er noget, man skal have respekt for,” har Frederik Bagger sagt til Nord Magasinet.
Hans kone, Julie, er blandt andet yogainstruktør. Hun lærte ham nogle øvelser, der bringer kroppen i balance igen.
Det nye liv
7. januar 2018 fødte Julie Schulin parrets første fælles barn, datteren Adda. Og det gav Frederik et helt nyt perspektiv på livet.
“I går ankom vores datter Adda Elisabeth. Det var den bedste dag i mit liv. Livet har pludselig en ny mening for mig, og definitionerne af kærlighed om omsorg er ændret for altid,” skrev den nybagte far til et Instagram-billede, hvor også farfar Erik Bagger kigger stolt på det nye familiemedlem.
Faderrollen var dog ikke helt fremmed for Frederik. Julie har nemlig datteren Gia fra et tidligere forhold. Hun bor fast hos Frederik og Julie.
“Det er helt fantastisk at være bonusfar, og det gør jo, at vi har helt styr på rytmen med børn. Selvom hun selvfølgelig er ved at være stor. Men hun glæder sig meget til at blive storesøster,” forklarede han Ekstra Bladet da graviditeten blev offentliggjort.
Der er i hvert fald rigeligt med plads til den lille familie. Teltpælene blev rykket op fra en herskabslejlighed i København til et hus på 231 kvadratmeter i kendisghettoen Charlottenlund nord for hovedstaden.
Prisen lød på 13,5 millioner kroner. Som en krølle på den historie kan det nævnes, at Baggers ekskæreste Medina købte et hus i nærheden, så man må da håbe de undgår akavet stemning, når de mødes i de lokale supermarkeder.