Hvis der aldrig er nogen, der griber din hånd, giver dig et knus eller bare klapper dig lidt på skulderen, kan du komme til at lide af hudsult. Det er ikke en diagnose ligesom underernæring, altså ikke en klinisk tilstand, men ikke desto mindre er det en mangeltilstand, der kan have konsekvenser for din livskvalitet, dit velbefindende – og dermed dit helbred.
– Det er ikke naturligt for mennesket at leve uden fysisk berøring, og hvis vi ikke bliver rørt ved, risikerer vi at opleve en følelse af ensomhed og isolation. Vi bliver lettere kede af det og føler ikke, vi er noget værd, siger Sara Skaarup, der som sexolog og rådgiver naturligt har beskæftiget sig med emnet.
– Når andre rører ved os, udløses hormonet oxytocin, og det gode ved det stof er, at det har effekt på vores immunforsvar og vores psyke. Hvis du er i en tilstand af let stress, vil hudsult give dig en yderligere fornemmelse af, at det er ”mig mod resten af verden”. Lunten bliver kortere, og du farer i flint. Og mærker du ikke aggressionen, er der sandsynlighed for, at du mærker depressionen.
“Vand mod kroppen giver en fornemmelse, der minder om berøring”
Og hvad stiller man så op, hvis man bor alene og ikke kan huske, hvornår der sidst var en, der gav et kram eller for den sags skyld blot et venskabeligt håndtryk? Sara Skaarup har flere forslag:
– Vand mod kroppen giver en fornemmelse, der minder om berøring, så et varmt brusebad eller en svømmetur bidrager til et bedre velbefindende. At anskaffe et kæledyr kan også være en fremragende ide. Det er et faktum, at hundeejeres stresstærskel er lavere end gennemsnittets. Endelig kan man købe sig til berøring, og jeg mener ikke nødvendigvis en escort. At gå til frisøren, at få en manicure eller helt klassisk en kropsmassage vil stille din umiddelbare hudsult. Det er selv-omsorg, og det skal man ikke være karrig med. Man bliver bedre til at give, når man selv har fået, minder Sara Skaarup om.
“Indrøm, at du savner at blive kløet på ryggen”
En skøn hovedbundsmassage hos frisøren kan dog være katalysator for, at man netop dér mærker savnet efter nærkontakten med et andet menneske, som vil nusse en af lyst, og ikke fordi han eller hun lever af at levere denne serviceydelse.
– Den følelse af savn skal du opfatte som et signal. Den indikerer jo netop, at det er på tide, at du gør noget andet. Noget nyt. Det er ikke altid optimalt at styrte ud og score, fordi du savner kropskontakt. Der er ikke noget galt med one-night-stands, men især kvinder oplever ofte en kemisk forelskelse i kølvandet på en intim nat, fordi oxytocinen, som udløses, resulterer i et utilsigtet følelsesmæssigt engagement. Derfor er casual sex for nogle en omkostningsfuld måde at mætte sin hudsult på.
Læs også: Få dit lykkelige liv tilbage
– Alle tiltrækkes af folk i overskud. Hvis du er for desperat – for ”needy”, kan det mærkes, og hvis du vil noget for meget, skræmmer du fremfor at tiltrække. Det er ikke så rart. Du skal ikke bare caste mig til at ae dig, ler Sara Skaarup.
– Men du kan begynde med at indrømme det overfor dig selv, hvis du savner at blive kløet på ryggen og i det hele taget være i tæt kontakt med et andet menneske.
“Det var dejligt at gå hånd i hånd i den grønne skov”
– Jeg mødte for nylig en kvinde, der netop havde været på første date med en mand, hun havde skrevet med. De to gik en tur i skoven og talte godt sammen. Og så spurgte han, om de skulle holde i hånd. De kendte jo ikke hinanden ret indgående, og han lagde ikke op til den store romantik. Han syntes bare, det var dejligt at gå dér i den grønne skov hånd i hånd med en smuk pige, forklarede han. Det var da ret sødt. Her på den nordlige halvkugle er fysisk kontakt begrænset til familie og nære venner, mens de sydpå er mere tilbøjelige til at røre ved hinanden. Give hånd, omfavne og kysse. Så grundlæggende skal vi måske prøve at blive bedre til at række ud mod hinanden.