Når mor eller far får en ny kæreste
Hvornår og hvordan fletter vi bedst den nye kæreste ind i vores liv med vores små og store børn? Familierådgiver Rikke Matjekas nøgleord er: Langsommelighed.
Maria Christiansen
Skribent
Er der noget lykkeligere end at blive tordnende forelsket efter en lang periode som single? Det er rigtig dejligt og får os til at surfe af sted på en brusende bølge af eufori. Vi vil gerne det hele på nul komma nul…
Men hvad hvis vi har børn? Hvornår og hvordan fletter vi bedst den nye kæreste ind i den familie, vi allerede har? Rikke Matjeka, som er terapeut og stifter af rådgivningen Familien i Balance har en række fine pointer, der er værd at tage med sig, uanset om børnene er små eller store. Og hendes nøgleord kæmper lidt imod vores lyst til at sætte gang i alt muligt, når vi er forelskede og kører i det høje gear. Ordet er nemlig langsommelighed.
– Først er det vigtigt at huske, at det ikke er børnene, der er forelskede, fastslår hun med et afvæbnende smil, for Rikkes erfaring er, at vi alle gør vores bedste, når det drejer sig om vores nære relationer.
Læs også: 5 rigtig gode pointer, hvis din date har børn, og du ikke har
– Naturligvis har vi lyst til at være så meget sammen med den nye kæreste som muligt, og vi drømmer måske relativ hurtigt om at flytte sammen og blive en ny familie. Men det er mors eller fars drøm. Ikke børnenes – selvom de ofte samarbejder. Efter eksempelvis en skilsmisse kan børns sorg være tung og lang. Barnet skal typisk igennem en meget længere proces end den voksne, og mens processen står på, er det ikke parat til at rumme nye familiemønstre, siger Rikke og indskyder en tommelfingerregel fra den berømte familieterapeut og forfatter Jesper Juul (ham, der i midten af 1990’erne skrev bestseller-klassikeren ”Dit kompetente barn” red.): Vent fire år lyder hans råd til par, der vil flytte sammen med “dine og mine børn”.
“Gi’ den gas. Elsk, kys, vær kærester… Og vær forældre”
– Mange vil mene, at det er en virkelig lang periode, og alt efter omstændigheder og børnenes alder kan rådet selvfølgelig gradbøjes. Men jeg vil sige: Gi’ den gas. Elsk, kys, vær kærester… Og vær forældre. Der er to spor.
– En ny kæreste kommer aldrig til at tage en forælders plads. Og det er vigtigt, at barnet ikke “påduttes” den nye voksne i en bestemt rolle. Derfor har jeg også et anstrengt forhold til ord som f.eks. bonusfar eller -mor. For det er ikke sikkert, at det føles som en bonus for barnet. Så hellere kalde det en ekstra voksen, siger Rikke.
Tre faser – og faktisk fire
Hun opdeler det i tre faser at flette sin nye kæreste med sin eksisterende familie – eller faktisk fire, for når hun nævner de tre: Præparering, introduktion og etablering, er der en vigtig fase allerede forinden. En, som endda er værdifuld i forhold til overhovedet at finde en ny kæreste, for det gør man som bekendt lettest, når man selv udstråler overskud og positivitet.
– Efter et brud er man nødt til at få skabt et godt liv i sin nye, lille familie. Altså inden, der kommer en ny voksen på banen. Et liv, som alle er trygge i, for der er formentlig sket store ændringer. Flytning, midlertidige bopæle, alt muligt nyt – og for hver gang, der sker en ændring, tager det tid at finde balancen. Lidt som når vi får et nyt job. Der går jo ofte et halvt år, inden vi føler os rigtig “hjemme” i det.
“Jo voldsommere et brud har været, jo længere tid har børn brug for. Egentlig også de voksne”
– Som forældre sætter vi vores børns behov forrest, men vi skal også mærke vores egne og sørge for at være glade i vores liv. Hvis alt er porøst omkring os, har vi brug for tid – og ro. Jo mere dramatik, jo voldsommere et brud har været, jo længere tid har børn brug for. Egentlig også de voksne.
Præparering
– Men når sommerfuglene så atter basker rundt inde i os, er første fase at forberede vores barn eller børn. Tal i overskrifter: “Mor/far har mødt en, det er derfor, jeg er så glad”. Eller “jeg er lidt små-forelsket, men du skal ikke tro, vi laver om på noget af den grund”. Gå langsommeligt og roligt frem og det er vigtigt, at barnet forstår, at jeres indbyrdes relation ikke kommer til at ændre sig.
Introduktion
– Første gang dit barn møder din nye kæreste, vil jeg klart anbefale, at det sker i samråd/dialog med børnene, så alle er trygge i præmissen for mødet. Det er ikke sikkert, at det skal foregå i jeres hjem, det er jo netop jeres, og den nye kæreste er endnu ikke en del af familien. Vælg en neutral grund eller lad barnet vælge, og vær sammen nogle få timer. Hvis din kæreste selv har børn, så vent med at lade børnene mødes, indtil I har klaret den første kontakt voksne og børn imellem. Men tal om det. Dialog afdramatiserer. Og hvis barnet ikke er parat, må du vente. Nogle vil her indvende, at det så er barnet, der får lov til at styre det hele, men mindre børn er ikke i stand til at være manipulerende og forstå en reel konsekvens af deres handlinger. Deres modvilje er ikke en trang til at bestemme, den er en følelse, som kommer af, at tingene går for hurtigt. De er ikke klar.
Etablering
– Endelig er sidste fase at forankre den nye ramme. Give plads til den nye kæreste og hans/hendes familie – måske flytte sammen. Nogle børn vil samarbejde, endda i visse tilfælde for meget, og jeg vil påstå, at vi som forældre altid ved det, når det forekommer. Andre børn vil yde modstand, og det handler ret beset om det samme, at de ikke kan rumme forandringen. “Modstandsgruppen” larmer bare mere – de børn er tydeligere. Men negligerer man de ivrigt samarbejdende børn, vil jeg æde min gamle hat på, at så opstår der noget senere, tilføjer Rikke, som selv er skilsmissebarn, og dermed har hun altså både en professionel og en personlig ballast.
– Og hvis ens mavefornemmelse fortæller, at der ligger nogle uforløste følelser, kan der være god hjælp i en konsultation med en familierådgiver, tilføjer hun.
– Der er så mange forskellige situationer, vi kan havne i, og derfor er det svært at tale i generelle vendinger. Men som voksne har vi altid et fifty-fifty ansvar for kvaliteten i vores relation til andre voksne. Når det gælder vores relation med børn, har vi til gengæld altid hundrede procent af ansvaret. Og selvom det kan være irriterende for mor og far, så skal børn have lov til at have det, som de har det. Derfor er langsommelighed så vigtigt, siger Rikke med endnu et smil. Men hun bliver straks alvorlig og trumfer sin påstand:
– Ansvaret for mors eller fars lykke er der ingen børn, der skal bære.
Er der noget lykkeligere end at blive tordnende forelsket efter en lang periode som single? Det er rigtig dejligt og får os til at surfe af sted på en brusende bølge af eufori. Vi vil gerne det hele på nul komma nul…
Men hvad hvis vi har børn? Hvornår og hvordan fletter vi bedst den nye kæreste ind i den familie, vi allerede har? Rikke Matjeka, som er terapeut og stifter af rådgivningen Familien i Balance har en række fine pointer, der er værd at tage med sig, uanset om børnene er små eller store. Og hendes nøgleord kæmper lidt imod vores lyst til at sætte gang i alt muligt, når vi er forelskede og kører i det høje gear. Ordet er nemlig langsommelighed.
– Først er det vigtigt at huske, at det ikke er børnene, der er forelskede, fastslår hun med et afvæbnende smil, for Rikkes erfaring er, at vi alle gør vores bedste, når det drejer sig om vores nære relationer.
Læs også: 5 rigtig gode pointer, hvis din date har børn, og du ikke har
– Naturligvis har vi lyst til at være så meget sammen med den nye kæreste som muligt, og vi drømmer måske relativ hurtigt om at flytte sammen og blive en ny familie. Men det er mors eller fars drøm. Ikke børnenes – selvom de ofte samarbejder. Efter eksempelvis en skilsmisse kan børns sorg være tung og lang. Barnet skal typisk igennem en meget længere proces end den voksne, og mens processen står på, er det ikke parat til at rumme nye familiemønstre, siger Rikke og indskyder en tommelfingerregel fra den berømte familieterapeut og forfatter Jesper Juul (ham, der i midten af 1990’erne skrev bestseller-klassikeren ”Dit kompetente barn” red.): Vent fire år lyder hans råd til par, der vil flytte sammen med “dine og mine børn”.
“Gi’ den gas. Elsk, kys, vær kærester… Og vær forældre”
– Mange vil mene, at det er en virkelig lang periode, og alt efter omstændigheder og børnenes alder kan rådet selvfølgelig gradbøjes. Men jeg vil sige: Gi’ den gas. Elsk, kys, vær kærester… Og vær forældre. Der er to spor.
– En ny kæreste kommer aldrig til at tage en forælders plads. Og det er vigtigt, at barnet ikke “påduttes” den nye voksne i en bestemt rolle. Derfor har jeg også et anstrengt forhold til ord som f.eks. bonusfar eller -mor. For det er ikke sikkert, at det føles som en bonus for barnet. Så hellere kalde det en ekstra voksen, siger Rikke.
Tre faser – og faktisk fire
Hun opdeler det i tre faser at flette sin nye kæreste med sin eksisterende familie – eller faktisk fire, for når hun nævner de tre: Præparering, introduktion og etablering, er der en vigtig fase allerede forinden. En, som endda er værdifuld i forhold til overhovedet at finde en ny kæreste, for det gør man som bekendt lettest, når man selv udstråler overskud og positivitet.
– Efter et brud er man nødt til at få skabt et godt liv i sin nye, lille familie. Altså inden, der kommer en ny voksen på banen. Et liv, som alle er trygge i, for der er formentlig sket store ændringer. Flytning, midlertidige bopæle, alt muligt nyt – og for hver gang, der sker en ændring, tager det tid at finde balancen. Lidt som når vi får et nyt job. Der går jo ofte et halvt år, inden vi føler os rigtig “hjemme” i det.
“Jo voldsommere et brud har været, jo længere tid har børn brug for. Egentlig også de voksne”
– Som forældre sætter vi vores børns behov forrest, men vi skal også mærke vores egne og sørge for at være glade i vores liv. Hvis alt er porøst omkring os, har vi brug for tid – og ro. Jo mere dramatik, jo voldsommere et brud har været, jo længere tid har børn brug for. Egentlig også de voksne.
Præparering
– Men når sommerfuglene så atter basker rundt inde i os, er første fase at forberede vores barn eller børn. Tal i overskrifter: “Mor/far har mødt en, det er derfor, jeg er så glad”. Eller “jeg er lidt små-forelsket, men du skal ikke tro, vi laver om på noget af den grund”. Gå langsommeligt og roligt frem og det er vigtigt, at barnet forstår, at jeres indbyrdes relation ikke kommer til at ændre sig.
Introduktion
– Første gang dit barn møder din nye kæreste, vil jeg klart anbefale, at det sker i samråd/dialog med børnene, så alle er trygge i præmissen for mødet. Det er ikke sikkert, at det skal foregå i jeres hjem, det er jo netop jeres, og den nye kæreste er endnu ikke en del af familien. Vælg en neutral grund eller lad barnet vælge, og vær sammen nogle få timer. Hvis din kæreste selv har børn, så vent med at lade børnene mødes, indtil I har klaret den første kontakt voksne og børn imellem. Men tal om det. Dialog afdramatiserer. Og hvis barnet ikke er parat, må du vente. Nogle vil her indvende, at det så er barnet, der får lov til at styre det hele, men mindre børn er ikke i stand til at være manipulerende og forstå en reel konsekvens af deres handlinger. Deres modvilje er ikke en trang til at bestemme, den er en følelse, som kommer af, at tingene går for hurtigt. De er ikke klar.
Etablering
– Endelig er sidste fase at forankre den nye ramme. Give plads til den nye kæreste og hans/hendes familie – måske flytte sammen. Nogle børn vil samarbejde, endda i visse tilfælde for meget, og jeg vil påstå, at vi som forældre altid ved det, når det forekommer. Andre børn vil yde modstand, og det handler ret beset om det samme, at de ikke kan rumme forandringen. “Modstandsgruppen” larmer bare mere – de børn er tydeligere. Men negligerer man de ivrigt samarbejdende børn, vil jeg æde min gamle hat på, at så opstår der noget senere, tilføjer Rikke, som selv er skilsmissebarn, og dermed har hun altså både en professionel og en personlig ballast.
– Og hvis ens mavefornemmelse fortæller, at der ligger nogle uforløste følelser, kan der være god hjælp i en konsultation med en familierådgiver, tilføjer hun.
– Der er så mange forskellige situationer, vi kan havne i, og derfor er det svært at tale i generelle vendinger. Men som voksne har vi altid et fifty-fifty ansvar for kvaliteten i vores relation til andre voksne. Når det gælder vores relation med børn, har vi til gengæld altid hundrede procent af ansvaret. Og selvom det kan være irriterende for mor og far, så skal børn have lov til at have det, som de har det. Derfor er langsommelighed så vigtigt, siger Rikke med endnu et smil. Men hun bliver straks alvorlig og trumfer sin påstand:
– Ansvaret for mors eller fars lykke er der ingen børn, der skal bære.
Er der noget lykkeligere end at blive tordnende forelsket efter en lang periode som single? Det er rigtig dejligt og får os til at surfe af sted på en brusende bølge af eufori. Vi vil gerne det hele på nul komma nul…
Men hvad hvis vi har børn? Hvornår og hvordan fletter vi bedst den nye kæreste ind i den familie, vi allerede har? Rikke Matjeka, som er terapeut og stifter af rådgivningen Familien i Balance har en række fine pointer, der er værd at tage med sig, uanset om børnene er små eller store. Og hendes nøgleord kæmper lidt imod vores lyst til at sætte gang i alt muligt, når vi er forelskede og kører i det høje gear. Ordet er nemlig langsommelighed.
– Først er det vigtigt at huske, at det ikke er børnene, der er forelskede, fastslår hun med et afvæbnende smil, for Rikkes erfaring er, at vi alle gør vores bedste, når det drejer sig om vores nære relationer.
Læs også: 5 rigtig gode pointer, hvis din date har børn, og du ikke har
– Naturligvis har vi lyst til at være så meget sammen med den nye kæreste som muligt, og vi drømmer måske relativ hurtigt om at flytte sammen og blive en ny familie. Men det er mors eller fars drøm. Ikke børnenes – selvom de ofte samarbejder. Efter eksempelvis en skilsmisse kan børns sorg være tung og lang. Barnet skal typisk igennem en meget længere proces end den voksne, og mens processen står på, er det ikke parat til at rumme nye familiemønstre, siger Rikke og indskyder en tommelfingerregel fra den berømte familieterapeut og forfatter Jesper Juul (ham, der i midten af 1990’erne skrev bestseller-klassikeren ”Dit kompetente barn” red.): Vent fire år lyder hans råd til par, der vil flytte sammen med “dine og mine børn”.
“Gi’ den gas. Elsk, kys, vær kærester… Og vær forældre”
– Mange vil mene, at det er en virkelig lang periode, og alt efter omstændigheder og børnenes alder kan rådet selvfølgelig gradbøjes. Men jeg vil sige: Gi’ den gas. Elsk, kys, vær kærester… Og vær forældre. Der er to spor.
– En ny kæreste kommer aldrig til at tage en forælders plads. Og det er vigtigt, at barnet ikke “påduttes” den nye voksne i en bestemt rolle. Derfor har jeg også et anstrengt forhold til ord som f.eks. bonusfar eller -mor. For det er ikke sikkert, at det føles som en bonus for barnet. Så hellere kalde det en ekstra voksen, siger Rikke.
Tre faser – og faktisk fire
Hun opdeler det i tre faser at flette sin nye kæreste med sin eksisterende familie – eller faktisk fire, for når hun nævner de tre: Præparering, introduktion og etablering, er der en vigtig fase allerede forinden. En, som endda er værdifuld i forhold til overhovedet at finde en ny kæreste, for det gør man som bekendt lettest, når man selv udstråler overskud og positivitet.
– Efter et brud er man nødt til at få skabt et godt liv i sin nye, lille familie. Altså inden, der kommer en ny voksen på banen. Et liv, som alle er trygge i, for der er formentlig sket store ændringer. Flytning, midlertidige bopæle, alt muligt nyt – og for hver gang, der sker en ændring, tager det tid at finde balancen. Lidt som når vi får et nyt job. Der går jo ofte et halvt år, inden vi føler os rigtig “hjemme” i det.
“Jo voldsommere et brud har været, jo længere tid har børn brug for. Egentlig også de voksne”
– Som forældre sætter vi vores børns behov forrest, men vi skal også mærke vores egne og sørge for at være glade i vores liv. Hvis alt er porøst omkring os, har vi brug for tid – og ro. Jo mere dramatik, jo voldsommere et brud har været, jo længere tid har børn brug for. Egentlig også de voksne.
Præparering
– Men når sommerfuglene så atter basker rundt inde i os, er første fase at forberede vores barn eller børn. Tal i overskrifter: “Mor/far har mødt en, det er derfor, jeg er så glad”. Eller “jeg er lidt små-forelsket, men du skal ikke tro, vi laver om på noget af den grund”. Gå langsommeligt og roligt frem og det er vigtigt, at barnet forstår, at jeres indbyrdes relation ikke kommer til at ændre sig.
Introduktion
– Første gang dit barn møder din nye kæreste, vil jeg klart anbefale, at det sker i samråd/dialog med børnene, så alle er trygge i præmissen for mødet. Det er ikke sikkert, at det skal foregå i jeres hjem, det er jo netop jeres, og den nye kæreste er endnu ikke en del af familien. Vælg en neutral grund eller lad barnet vælge, og vær sammen nogle få timer. Hvis din kæreste selv har børn, så vent med at lade børnene mødes, indtil I har klaret den første kontakt voksne og børn imellem. Men tal om det. Dialog afdramatiserer. Og hvis barnet ikke er parat, må du vente. Nogle vil her indvende, at det så er barnet, der får lov til at styre det hele, men mindre børn er ikke i stand til at være manipulerende og forstå en reel konsekvens af deres handlinger. Deres modvilje er ikke en trang til at bestemme, den er en følelse, som kommer af, at tingene går for hurtigt. De er ikke klar.
Etablering
– Endelig er sidste fase at forankre den nye ramme. Give plads til den nye kæreste og hans/hendes familie – måske flytte sammen. Nogle børn vil samarbejde, endda i visse tilfælde for meget, og jeg vil påstå, at vi som forældre altid ved det, når det forekommer. Andre børn vil yde modstand, og det handler ret beset om det samme, at de ikke kan rumme forandringen. “Modstandsgruppen” larmer bare mere – de børn er tydeligere. Men negligerer man de ivrigt samarbejdende børn, vil jeg æde min gamle hat på, at så opstår der noget senere, tilføjer Rikke, som selv er skilsmissebarn, og dermed har hun altså både en professionel og en personlig ballast.
– Og hvis ens mavefornemmelse fortæller, at der ligger nogle uforløste følelser, kan der være god hjælp i en konsultation med en familierådgiver, tilføjer hun.
– Der er så mange forskellige situationer, vi kan havne i, og derfor er det svært at tale i generelle vendinger. Men som voksne har vi altid et fifty-fifty ansvar for kvaliteten i vores relation til andre voksne. Når det gælder vores relation med børn, har vi til gengæld altid hundrede procent af ansvaret. Og selvom det kan være irriterende for mor og far, så skal børn have lov til at have det, som de har det. Derfor er langsommelighed så vigtigt, siger Rikke med endnu et smil. Men hun bliver straks alvorlig og trumfer sin påstand:
– Ansvaret for mors eller fars lykke er der ingen børn, der skal bære.