Er du klar til at få bonusbørn? Her er familieterapeutens fem bedste råd

Man kan være familie på mange måder. En af dem er, når du får en ny kæreste med børn, og du ikke selv har nogen. Det kan give et hav af udfordringer og ender ofte i et brud. Men det kan også være en fest. Psykoterapeut med speciale i par- og familieterapi, Jan Bjerre, har fem gode pointer, der er værd at huske, før dit liv med bonusbørn bliver et liv minus børn. Og dermed også et liv minus din kæreste.

1. Forventningsafstemning

– Det ord er nøgleordet, når et forhold skal lykkes, og hvis der er børn involveret, er det endnu vigtigere at tage den helt åbne snak: Hvilke forventninger har vi? Kan vi være fælles om det? Og hvem opdrager? Uanset om kærestens barn eller børn er helt små eller teenagere, må vi aftale reglerne. De skal ikke først diskuteres, når lille Viggo har tømt ketchupflasken ud over hele bordet, og den ene voksne begynder at irettesætte, mens den anden indvender, “det betyder da ikke noget”, siger psykoterapeut Jan Bjerre og smiler. Billedet af det lille barn, der sviner alt til, mens de voksne bliver uenige om rimeligheden i det, er nemlig en klassiker.

– Og når vi har aftalt noget, gør vi det så? Duer det, eller skal vi justere? Opfølgningen er lige så vigtig, og i den ligger der en risiko for en konflikt, for når noget skal justeres, er det jo fordi, det hidtidige ikke virker. Det kan let komme ud som en kritik af enten partneren, barnet eller børnene, og her er der stor forskel på at have fælles børn og dine eller mine børn. Forældre med fælles børn kan blive lige så sårede eller vrede, når den anden forælder kritiserer, men det bliver aldrig til “du hader mine børn”. Det ved vi jo godt, at de biologiske forældre ikke gør. Det samme gør sig ikke gældende, når det biologiske bånd mangler, forklarer Jan Bjerre.

2. Kan du forstå barnet?

– Ikke mange bryder sig om at indrømme det, men vi møder alle sammen børn, vi ikke kan lide. Og omvendt er der børn, der ikke kan lide den nye voksne. Det er virkelig svært at give en opskrift på, hvordan man løser den situation, men som et minimum vil jeg spørge, om du kan forstå barnet? Du behøver ikke nødvendigvis at elske det, men hvis du slet ikke kan lide det, er du nok ikke det rigtige sted. Og hvis dertil kommer, at I på et tidspunkt får et fælles barn, så har du pludselig et elsket barn og et uelsket! Her er sandsynligheden for succes virkelig ringe, konstaterer Jan Bjerre, der har konsultation i hhv. Lyngby og København

3. Er du overhovedet klar?

– Før du går på date med en single-forælder, skal du overveje, om du overhovedet er klar til at tage det (med)ansvar, det er at blive en ny del af en familie. Og der er naturligvis forskel på, om det er helt små eller større børn. Kan du leve med, at der pludselig er forpligtelser og mindre fritid? Holder det hele, når dagligdagen melder sig? For vi ved jo godt, at tolerancen er tårnhøj, mens vi er nyforelskede. Men den falder uvægerligt ned i et mere behersket leje, i takt med, at den vildeste eufori fortoner sig.

“Vi elsker forskelligt. Ikke mere eller mindre eller bedre eller dårligere. Blot forskelligt”

– Hvis det er dig, der er forælder, kan det også være problematisk, at du er tvunget til at være hjemme, mens din nye kæreste stadig er fri til at gå i byen. Måske foretager I jer alt muligt sjovt og spændende i den ene uge, når børnene er hos din “eks”, men i den næste er du kun til hjemmehygge. Er det ok med din kæreste? Og er det ok med dig selv? Det er nogle tanker, man skal gøre sig.

– Og når du har så travlt med dine børn, elsker du så også mig? Vores fundamentale frygt er jo, at vi ikke bliver elsket. Men det er ikke et spørgsmål om at elske mest. Vi elsker forskelligt. Ikke mere eller mindre eller bedre eller dårligere. Blot forskelligt, siger Jan Bjerre.

– Mit helt konkrete råd er, at man sætter sig sammen og taler om, hvordan det her bliver en god uge. Uanset, om det er ugen med eller ugen uden børn. Og det må være en evigt tilbagevendende snak.

4. Når det er stukket helt af

– Når vi bliver fanget i negative mønstre, og når det er stukket helt af for os, så er den åbne dialog rigtig svær, indrømmer Jan Bjerre blankt. Men han har en trumf:

– Du skal lære at sige PYT! Ikke med hjernen, for det er et afstands-pyt, således at “pyt med det” bliver til “pyt med dig”, siger han og gestikulerer: Han slår ganske rigtigt ud med hænderne, som om han skubber mig, der sidder overfor ham, væk.

– Vi skal have pyt til at betyde, “pyt, for det er dig, jeg elsker!” Så sæt rammen, tænd stearinlysene, hæld vin i glassene og få en god snak. Eller gå en tur. Når vi er i bevægelse, stimuleres hjernen på en anden måde, og man behøver ikke at være så fokuseret. Det løser op for en svær samtale, når der er distraktion: “Se det træ, det ligner en trold, eller pas på vandpytten dér… Nå, dét jeg ville sige, var…” Samtalen bevæger sig mere i bølger, og det gør stemningen lettere.

Jan Bjerre får et jovialt glimt øjet. Han er tydeligvis klar over, at meget er lettere sagt end gjort, når det drejer sig om små og især store konflikter. Han har over 100 samtaler med par og et sted mellem 25 og 30 familieterapi-konsultationer om året. Kunne alle de problemstillinger, hans klienter har, løses med et pyt og en gåtur, ville han formentlig snart være nødt til at se sig om efter ny bekæftigelse.

5. Hvis vi ender i skænderi

– Vi ved godt, hvad vi skal gøre og sige, og hvad vi slet ikke skal, og alligevel er det så svært, siger Jan Bjerre og refererer til hjerneforskeren Peter Lund Madsens muntre konstatering, som går ud på, at vores hulemandshjerne ikke har forandret sig overhovedet. Engang gik de modige hulemænd ud af hulen og mødte en bjørn, og så havde de tre valg: Kæmp, flygt eller spil død!

– Det er nøjagtig det, vi gør i en konflikt. Vi kæmper – det vil sige, at vi skændes, og forsøger indædt at overbevise partneren: “Du skal fandme forstå, at jeg elsker dig!” Eller vi flygter: Vi begynder at blive længere på arbejdet, eller vi spiller død – altså lader som ingenting, for så går problemet nok over. Men det er jo ikke de bedste redskaber, for ingen af dem løser noget som helst, ler Jan Bjerre og minder om, at når vi skændes, er det ikke med en truende bjørn, som skal skræmmes væk. Tværtimod.

– Det er med din kæreste!