Sådan opdager du det hvis din date lyver
Har du nogensinde drømt om at kunne se lige igennem et menneske for at være sikker på, du hørte sandheden? Det kan – næsten – lade sig gøre. Michael Sjøberg er ekspert i kropsanalyse og løgndetektion. Han lærer dig at spotte løgnen.
Maria Christiansen
Skribent
Bill Clinton gjorde det. Stein Bagger, Bjarne Riis… Selv den svenske konge har gjort det.
De har løjet, så det drev!
Og formentlig af samme grund er den engelske prins Andrew netop landet i en kongelig kattepine af koloenorme dimensioner. Han var ven med finansmanden Jeffrey Epstein, der stod overfor heftige anklager om sexovergreb mod mindreårige piger, men inden sagen kom for retten, begik Epstein selvmord. Hele historien har kompromitteret prinsen, som derfor lod sig interviewe på BBC for at lægge afstand til den. Men kommunikationseksperter kalder hans tv-optræden for en katastrofe. De sammenligner ham med en mand, der synker ned i kviksand. Og hvad er det, de gennemskuer?
Det kan Michael Sjøberg svare på. Han er er tidligere efterretningsofficer, stifter af rådgivnings-virksomheden Human Advisor Group og ekspert i kropsanalyse og løgnedetektion. Han underviser bl.a. erhvervsfolk, advokater og dommere, og han holder foredrag landet over om, hvordan man spotter løgnen. For på det personlige plan kan den kompetence naturligvis også være ret gavnlig.
Og det sjove er, at vi alle kan blive skarpe til at lure løgn og bedrag, for når vi ved, hvad vi skal kigge efter, er løgnere lige så tydelige, som de er utroværdige.
Læs også: Er du tillidsfuld eller tror du straks det værste…
– Nu mener jeg jo ikke, at man skal professionalisere dét at gå på date, indleder Michael Sjøberg med et smil.
– Men man kan godt have haft en lille samtale med sig selv forud for en date. Måske endda skrevet noget ned. For overordnet set, hvad er det, der er vigtigt for mig at vide om det menneske, jeg går ud med? Måske har jeg oplevet ghosting, eller jeg kan være nervøs for, at han eller hun er gift eller hænger fast i et tidligere forhold. Og hvordan kan reaktionen så være, hvis vi kommer ind på dét, spørger Michael Sjøberg.
Baseline, observation og kontekst
– Der er tre faktorer, man skal være opmærksom på. Baseline, observation og endelig kontekst, siger Michael Sjøberg.
– Baseline er sådan en fancy amerikansk måde at udtrykke normaltilstanden på. Det er her, vi taler om noget ufarligt, og hvordan er mennesket overfor dig så imens? Hvordan sidder han eller hun? Hvordan er stemmeføringen?
– At vedkommende sidder med korslagte arme behøver ikke nødvendigvis at være tegn på en afvisende attitude. Det kan også være en reaktion på, at han eller hun er ramt på et ømt punkt, for det får os netop til at lægge armene beskyttende om os selv.
“Det interessante ved dating er, at der altid er noget på spil”
– Jo mindre, der er på spil, jo lettere er det ikke at fortælle sandheden, og det interessante ved dating er, at der altid er noget på spil. Derfor taler kropssproget meget ærligt, konstaterer Michael Sjøberg og beskriver nogle af de positive og negative indikatorer, der kan afsløre os.
– Rykker han eller hun tættere på ind over bordet? Det er et sikkert tegn på interesse, og man ved for eksempel, at pokerspillere med gode kort på hånden har det, der kaldes en graviterende adfærd, når dealeren lægger kort op. Helt ubevidst tiltrækkes de af kortene og rykker nærmere. Legende fødder er også et sikkert tegn, tilføjer Michael, men smiler så skævt, for i hans branche skal man i særdeleshed huske at spørge: Et tegn på hvad…?
– Jeg holdt et kursus i en virksomhed og følte mig sikker på succes, fordi en af de kvindelige deltagere netop sad og lod sin sko dingle, så den var på nippet til at drysse af foden. Hun var altså tydeligvis begejstret. På et tidspunkt opdagede jeg dog, at hendes opmærksomhed gik i en helt anden retning, nemlig imod en flot mand fra en af firmaets andre afdelinger.
– Signalet var altså godt nok, jeg tolkede det bare forkert.
Fiskekrogs-manøvre og Pinocchio effekt
– De negative stress-indikationer er typiske tegn på, at hele vores limbiske system i hjernen kommer på overarbejde, når vi lyver: Selv om du siger ét, gør kroppen noget andet. Når vi skammer os eller er kede af det, vender vi blikket nedad og lidt ud til siden. Vi laver en fiskekrog med blikket, forklarer Michael, hvorefter vi naturligvis straks kaster os ud i at kigge ned – og til siden. Og alene den lille manøvre kan frembringe følelsen af den lette utilpashed, der opstår, hvis vi konfronteres med noget, vi helst ikke vil indrømme.
– Endelig har vi en tendens til at trække på den ene skulder, hvis vi ikke selv tror på det, vi siger, og når det forholder sig sådan, har vi samtidig brug for at overbevise os selv. Det gør vi ved at gentage eller forstærke vores udsagn. “I never told anybody to lie, not a single time – never”, sagde Bill Clinton for rullende kameraer i Monica Lewinsky-skandalen. Havde han talt sandt, ville han kort og godt have konstateret: Jeg har aldrig bedt nogen om at lyve. Punktum.
“Vi kæmper for at undgå at svare direkte ja eller nej og forsøger at sluge ordet igen”
En anden relativ god indikation på løgn kalder Michael ordspisning. Når vi lyver, anstrenger vi os for at dække det mest muligt, så vi kæmper for at undgå at svare direkte ja eller nej. Bliver vi tvunget til det, vil der ofte komme en hørbar vejrtrækning lige i kølvandet, som om vi forsøger at sluge ordet igen.
– Vi har også alle en selv-beroligende adfærd, vi tager os til munden eller halsen, nogle gange også næsen – kendt som Pinocchio effekten. Temperaturen på næsens overflade og i øjenkrogene stiger nemlig, når vi lyver, og når det prikker i huden, fordi den bliver varmere, er det lige så umuligt at ignorere det, som det er at spise berliner-von-kuchen uden at slikke sig om munden! Vi vil uvægerligt klø os eller gnide på næseryggen.
– Typisk retter jeg også på mit slips. Måske endda selv om jeg slet ikke har et på, smiler Michael.
Men der er forskel på kropssprog afhængigt af, om du taler eller lytter. Den lyttende vil typisk tage sig til halsen eller munden som et udtryk for nærvær og empati, hvis den talende har fortalt noget, man kan leve sig ind i: “Væltede du? Er det sandt?”
“Er der mis-match mellem det, der bliver sagt og det, der bliver gjort?”
– Ved at observere andres kropssprog kan man bedre få kvalificeret sin mavefornemmelse, og på et tidspunkt kan man så tænde for sine observationer os se, om noget bliver underbygget eller afkræftet, fortsætter Michael Sjøberg, og afslører med sit sprogbrug, at han er en anelse på udebane. Vi taler jo dating – ikke strategisk risikostyring.
– Kort og godt må man holde øje med, om der er mis-match mellem det, der bliver sagt og det, der bliver gjort, kapitulerer han.
Endelig er der konteksten. Hvad er situationen?
– Du må være djævlens advokat mod dig selv og spørge, om du er fair nok. Er der noget i denne situation, der godtgør, at mennesket overfor dig har en særlig opførsel?
Hvem er bedst til at lyve?
– Om mænd er bedre til at lyve end kvinder eller omvendt, tør jeg ikke sige. Generelt gør kvinder det nok mere elegant, jeg er nu ikke stødt på en statistik.
– Men de rigtig gode løgnere er folk med psykopatiske træk. Mennesker, som ikke er i stand til at sætte sig ind i, hvad andre føler og som ikke mærker dårlig samvittighed, har mindre på spil. Og som jeg sagde: Jo mindre, der er på spil, jo lettere bliver det at fravige sandheden.
– Der er to markører, der fortæller os, at vi er udsat for følelsesmæssigt skuespil fra en psykopat. Den første er, at de ikke udtrykker følelser med øjnene. De har et dødt blik, og den anden er, at de ikke instinktivt spejler sig i andres kropssprog. Vi kender alle dét, at en træt gaben smitter. Men psykopater modtager ikke de signaler. Det svarer til, at de mangler en sensor.
Læs også: Du behøver absolut ikke at pynte på sandheden for at møde den kæreste, du drømmer om
Og hvad kan vi så gøre?
– At få folk til at indrømme, at de lyver eller har løjet er rigtig, rigtig svært. De vil tale udenom for ikke at tabe ansigt, og man får sjældent det, man vil have – en undskyldning eller en indrømmelse – ved at konfrontere dem.
– Derfor er mit råd, at man altid skal sige fra overfor et menneske, der lyver. Ikke med “fuck dig din idiot”, for det rammer dig selv, men man kan godt give den anden en mulighed for at rette op: “Hvis vi skal have noget med hinanden at gøre, så må sandheden på bordet”. På den måde beskytter man sig selv, og den, der har løjet, må tage ansvar.
– Man skal huske på, at man ikke kan tvinge sandheden frem.
Men løgnen kan lures:
Bill Clinton: “I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky.” I never told anybody to lie, not a single time – never.
Cykelrytteren Bjarne Riis løj igennem årevis om doping og Sveriges kong Carl Gustav afviste, at han havde besøgt en stripklub, men i indslaget ser man majestæten nikke i takt med benægtelsen.
Stein Bagger blev dømt for bedrageri og blev siden interviewet i en tv-udsendelse, hvori han blev spurgt: “Hvor har du gemt pengene?” Han svarede prompte: “Jeg har ikke gemt nogle penge. Overhovedet ikke.” Og om han talte sandt eller ej, er der ingen, der ved. Eller er der?
Michael Sjøberg noterede sig, at svindleren i klippet stress-smiler, kigger ned og kobler en forstærkning (overhovedet ikke) på. Altsammen indikerer, at han også skulle bruge energi på at overbevise sig selv.
Vil du læse mere om Michael Sjøbergs foredrag om løgn og kropsanalyse?
Bill Clinton gjorde det. Stein Bagger, Bjarne Riis… Selv den svenske konge har gjort det.
De har løjet, så det drev!
Og formentlig af samme grund er den engelske prins Andrew netop landet i en kongelig kattepine af koloenorme dimensioner. Han var ven med finansmanden Jeffrey Epstein, der stod overfor heftige anklager om sexovergreb mod mindreårige piger, men inden sagen kom for retten, begik Epstein selvmord. Hele historien har kompromitteret prinsen, som derfor lod sig interviewe på BBC for at lægge afstand til den. Men kommunikationseksperter kalder hans tv-optræden for en katastrofe. De sammenligner ham med en mand, der synker ned i kviksand. Og hvad er det, de gennemskuer?
Det kan Michael Sjøberg svare på. Han er er tidligere efterretningsofficer, stifter af rådgivnings-virksomheden Human Advisor Group og ekspert i kropsanalyse og løgnedetektion. Han underviser bl.a. erhvervsfolk, advokater og dommere, og han holder foredrag landet over om, hvordan man spotter løgnen. For på det personlige plan kan den kompetence naturligvis også være ret gavnlig.
Og det sjove er, at vi alle kan blive skarpe til at lure løgn og bedrag, for når vi ved, hvad vi skal kigge efter, er løgnere lige så tydelige, som de er utroværdige.
Læs også: Er du tillidsfuld eller tror du straks det værste…
– Nu mener jeg jo ikke, at man skal professionalisere dét at gå på date, indleder Michael Sjøberg med et smil.
– Men man kan godt have haft en lille samtale med sig selv forud for en date. Måske endda skrevet noget ned. For overordnet set, hvad er det, der er vigtigt for mig at vide om det menneske, jeg går ud med? Måske har jeg oplevet ghosting, eller jeg kan være nervøs for, at han eller hun er gift eller hænger fast i et tidligere forhold. Og hvordan kan reaktionen så være, hvis vi kommer ind på dét, spørger Michael Sjøberg.
Baseline, observation og kontekst
– Der er tre faktorer, man skal være opmærksom på. Baseline, observation og endelig kontekst, siger Michael Sjøberg.
– Baseline er sådan en fancy amerikansk måde at udtrykke normaltilstanden på. Det er her, vi taler om noget ufarligt, og hvordan er mennesket overfor dig så imens? Hvordan sidder han eller hun? Hvordan er stemmeføringen?
– At vedkommende sidder med korslagte arme behøver ikke nødvendigvis at være tegn på en afvisende attitude. Det kan også være en reaktion på, at han eller hun er ramt på et ømt punkt, for det får os netop til at lægge armene beskyttende om os selv.
“Det interessante ved dating er, at der altid er noget på spil”
– Jo mindre, der er på spil, jo lettere er det ikke at fortælle sandheden, og det interessante ved dating er, at der altid er noget på spil. Derfor taler kropssproget meget ærligt, konstaterer Michael Sjøberg og beskriver nogle af de positive og negative indikatorer, der kan afsløre os.
– Rykker han eller hun tættere på ind over bordet? Det er et sikkert tegn på interesse, og man ved for eksempel, at pokerspillere med gode kort på hånden har det, der kaldes en graviterende adfærd, når dealeren lægger kort op. Helt ubevidst tiltrækkes de af kortene og rykker nærmere. Legende fødder er også et sikkert tegn, tilføjer Michael, men smiler så skævt, for i hans branche skal man i særdeleshed huske at spørge: Et tegn på hvad…?
– Jeg holdt et kursus i en virksomhed og følte mig sikker på succes, fordi en af de kvindelige deltagere netop sad og lod sin sko dingle, så den var på nippet til at drysse af foden. Hun var altså tydeligvis begejstret. På et tidspunkt opdagede jeg dog, at hendes opmærksomhed gik i en helt anden retning, nemlig imod en flot mand fra en af firmaets andre afdelinger.
– Signalet var altså godt nok, jeg tolkede det bare forkert.
Fiskekrogs-manøvre og Pinocchio effekt
– De negative stress-indikationer er typiske tegn på, at hele vores limbiske system i hjernen kommer på overarbejde, når vi lyver: Selv om du siger ét, gør kroppen noget andet. Når vi skammer os eller er kede af det, vender vi blikket nedad og lidt ud til siden. Vi laver en fiskekrog med blikket, forklarer Michael, hvorefter vi naturligvis straks kaster os ud i at kigge ned – og til siden. Og alene den lille manøvre kan frembringe følelsen af den lette utilpashed, der opstår, hvis vi konfronteres med noget, vi helst ikke vil indrømme.
– Endelig har vi en tendens til at trække på den ene skulder, hvis vi ikke selv tror på det, vi siger, og når det forholder sig sådan, har vi samtidig brug for at overbevise os selv. Det gør vi ved at gentage eller forstærke vores udsagn. “I never told anybody to lie, not a single time – never”, sagde Bill Clinton for rullende kameraer i Monica Lewinsky-skandalen. Havde han talt sandt, ville han kort og godt have konstateret: Jeg har aldrig bedt nogen om at lyve. Punktum.
“Vi kæmper for at undgå at svare direkte ja eller nej og forsøger at sluge ordet igen”
En anden relativ god indikation på løgn kalder Michael ordspisning. Når vi lyver, anstrenger vi os for at dække det mest muligt, så vi kæmper for at undgå at svare direkte ja eller nej. Bliver vi tvunget til det, vil der ofte komme en hørbar vejrtrækning lige i kølvandet, som om vi forsøger at sluge ordet igen.
– Vi har også alle en selv-beroligende adfærd, vi tager os til munden eller halsen, nogle gange også næsen – kendt som Pinocchio effekten. Temperaturen på næsens overflade og i øjenkrogene stiger nemlig, når vi lyver, og når det prikker i huden, fordi den bliver varmere, er det lige så umuligt at ignorere det, som det er at spise berliner-von-kuchen uden at slikke sig om munden! Vi vil uvægerligt klø os eller gnide på næseryggen.
– Typisk retter jeg også på mit slips. Måske endda selv om jeg slet ikke har et på, smiler Michael.
Men der er forskel på kropssprog afhængigt af, om du taler eller lytter. Den lyttende vil typisk tage sig til halsen eller munden som et udtryk for nærvær og empati, hvis den talende har fortalt noget, man kan leve sig ind i: “Væltede du? Er det sandt?”
“Er der mis-match mellem det, der bliver sagt og det, der bliver gjort?”
– Ved at observere andres kropssprog kan man bedre få kvalificeret sin mavefornemmelse, og på et tidspunkt kan man så tænde for sine observationer os se, om noget bliver underbygget eller afkræftet, fortsætter Michael Sjøberg, og afslører med sit sprogbrug, at han er en anelse på udebane. Vi taler jo dating – ikke strategisk risikostyring.
– Kort og godt må man holde øje med, om der er mis-match mellem det, der bliver sagt og det, der bliver gjort, kapitulerer han.
Endelig er der konteksten. Hvad er situationen?
– Du må være djævlens advokat mod dig selv og spørge, om du er fair nok. Er der noget i denne situation, der godtgør, at mennesket overfor dig har en særlig opførsel?
Hvem er bedst til at lyve?
– Om mænd er bedre til at lyve end kvinder eller omvendt, tør jeg ikke sige. Generelt gør kvinder det nok mere elegant, jeg er nu ikke stødt på en statistik.
– Men de rigtig gode løgnere er folk med psykopatiske træk. Mennesker, som ikke er i stand til at sætte sig ind i, hvad andre føler og som ikke mærker dårlig samvittighed, har mindre på spil. Og som jeg sagde: Jo mindre, der er på spil, jo lettere bliver det at fravige sandheden.
– Der er to markører, der fortæller os, at vi er udsat for følelsesmæssigt skuespil fra en psykopat. Den første er, at de ikke udtrykker følelser med øjnene. De har et dødt blik, og den anden er, at de ikke instinktivt spejler sig i andres kropssprog. Vi kender alle dét, at en træt gaben smitter. Men psykopater modtager ikke de signaler. Det svarer til, at de mangler en sensor.
Læs også: Du behøver absolut ikke at pynte på sandheden for at møde den kæreste, du drømmer om
Og hvad kan vi så gøre?
– At få folk til at indrømme, at de lyver eller har løjet er rigtig, rigtig svært. De vil tale udenom for ikke at tabe ansigt, og man får sjældent det, man vil have – en undskyldning eller en indrømmelse – ved at konfrontere dem.
– Derfor er mit råd, at man altid skal sige fra overfor et menneske, der lyver. Ikke med “fuck dig din idiot”, for det rammer dig selv, men man kan godt give den anden en mulighed for at rette op: “Hvis vi skal have noget med hinanden at gøre, så må sandheden på bordet”. På den måde beskytter man sig selv, og den, der har løjet, må tage ansvar.
– Man skal huske på, at man ikke kan tvinge sandheden frem.
Men løgnen kan lures:
Bill Clinton: “I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky.” I never told anybody to lie, not a single time – never.
Cykelrytteren Bjarne Riis løj igennem årevis om doping og Sveriges kong Carl Gustav afviste, at han havde besøgt en stripklub, men i indslaget ser man majestæten nikke i takt med benægtelsen.
Stein Bagger blev dømt for bedrageri og blev siden interviewet i en tv-udsendelse, hvori han blev spurgt: “Hvor har du gemt pengene?” Han svarede prompte: “Jeg har ikke gemt nogle penge. Overhovedet ikke.” Og om han talte sandt eller ej, er der ingen, der ved. Eller er der?
Michael Sjøberg noterede sig, at svindleren i klippet stress-smiler, kigger ned og kobler en forstærkning (overhovedet ikke) på. Altsammen indikerer, at han også skulle bruge energi på at overbevise sig selv.
Vil du læse mere om Michael Sjøbergs foredrag om løgn og kropsanalyse?
Bill Clinton gjorde det. Stein Bagger, Bjarne Riis… Selv den svenske konge har gjort det.
De har løjet, så det drev!
Og formentlig af samme grund er den engelske prins Andrew netop landet i en kongelig kattepine af koloenorme dimensioner. Han var ven med finansmanden Jeffrey Epstein, der stod overfor heftige anklager om sexovergreb mod mindreårige piger, men inden sagen kom for retten, begik Epstein selvmord. Hele historien har kompromitteret prinsen, som derfor lod sig interviewe på BBC for at lægge afstand til den. Men kommunikationseksperter kalder hans tv-optræden for en katastrofe. De sammenligner ham med en mand, der synker ned i kviksand. Og hvad er det, de gennemskuer?
Det kan Michael Sjøberg svare på. Han er er tidligere efterretningsofficer, stifter af rådgivnings-virksomheden Human Advisor Group og ekspert i kropsanalyse og løgnedetektion. Han underviser bl.a. erhvervsfolk, advokater og dommere, og han holder foredrag landet over om, hvordan man spotter løgnen. For på det personlige plan kan den kompetence naturligvis også være ret gavnlig.
Og det sjove er, at vi alle kan blive skarpe til at lure løgn og bedrag, for når vi ved, hvad vi skal kigge efter, er løgnere lige så tydelige, som de er utroværdige.
Læs også: Er du tillidsfuld eller tror du straks det værste…
– Nu mener jeg jo ikke, at man skal professionalisere dét at gå på date, indleder Michael Sjøberg med et smil.
– Men man kan godt have haft en lille samtale med sig selv forud for en date. Måske endda skrevet noget ned. For overordnet set, hvad er det, der er vigtigt for mig at vide om det menneske, jeg går ud med? Måske har jeg oplevet ghosting, eller jeg kan være nervøs for, at han eller hun er gift eller hænger fast i et tidligere forhold. Og hvordan kan reaktionen så være, hvis vi kommer ind på dét, spørger Michael Sjøberg.
Baseline, observation og kontekst
– Der er tre faktorer, man skal være opmærksom på. Baseline, observation og endelig kontekst, siger Michael Sjøberg.
– Baseline er sådan en fancy amerikansk måde at udtrykke normaltilstanden på. Det er her, vi taler om noget ufarligt, og hvordan er mennesket overfor dig så imens? Hvordan sidder han eller hun? Hvordan er stemmeføringen?
– At vedkommende sidder med korslagte arme behøver ikke nødvendigvis at være tegn på en afvisende attitude. Det kan også være en reaktion på, at han eller hun er ramt på et ømt punkt, for det får os netop til at lægge armene beskyttende om os selv.
“Det interessante ved dating er, at der altid er noget på spil”
– Jo mindre, der er på spil, jo lettere er det ikke at fortælle sandheden, og det interessante ved dating er, at der altid er noget på spil. Derfor taler kropssproget meget ærligt, konstaterer Michael Sjøberg og beskriver nogle af de positive og negative indikatorer, der kan afsløre os.
– Rykker han eller hun tættere på ind over bordet? Det er et sikkert tegn på interesse, og man ved for eksempel, at pokerspillere med gode kort på hånden har det, der kaldes en graviterende adfærd, når dealeren lægger kort op. Helt ubevidst tiltrækkes de af kortene og rykker nærmere. Legende fødder er også et sikkert tegn, tilføjer Michael, men smiler så skævt, for i hans branche skal man i særdeleshed huske at spørge: Et tegn på hvad…?
– Jeg holdt et kursus i en virksomhed og følte mig sikker på succes, fordi en af de kvindelige deltagere netop sad og lod sin sko dingle, så den var på nippet til at drysse af foden. Hun var altså tydeligvis begejstret. På et tidspunkt opdagede jeg dog, at hendes opmærksomhed gik i en helt anden retning, nemlig imod en flot mand fra en af firmaets andre afdelinger.
– Signalet var altså godt nok, jeg tolkede det bare forkert.
Fiskekrogs-manøvre og Pinocchio effekt
– De negative stress-indikationer er typiske tegn på, at hele vores limbiske system i hjernen kommer på overarbejde, når vi lyver: Selv om du siger ét, gør kroppen noget andet. Når vi skammer os eller er kede af det, vender vi blikket nedad og lidt ud til siden. Vi laver en fiskekrog med blikket, forklarer Michael, hvorefter vi naturligvis straks kaster os ud i at kigge ned – og til siden. Og alene den lille manøvre kan frembringe følelsen af den lette utilpashed, der opstår, hvis vi konfronteres med noget, vi helst ikke vil indrømme.
– Endelig har vi en tendens til at trække på den ene skulder, hvis vi ikke selv tror på det, vi siger, og når det forholder sig sådan, har vi samtidig brug for at overbevise os selv. Det gør vi ved at gentage eller forstærke vores udsagn. “I never told anybody to lie, not a single time – never”, sagde Bill Clinton for rullende kameraer i Monica Lewinsky-skandalen. Havde han talt sandt, ville han kort og godt have konstateret: Jeg har aldrig bedt nogen om at lyve. Punktum.
“Vi kæmper for at undgå at svare direkte ja eller nej og forsøger at sluge ordet igen”
En anden relativ god indikation på løgn kalder Michael ordspisning. Når vi lyver, anstrenger vi os for at dække det mest muligt, så vi kæmper for at undgå at svare direkte ja eller nej. Bliver vi tvunget til det, vil der ofte komme en hørbar vejrtrækning lige i kølvandet, som om vi forsøger at sluge ordet igen.
– Vi har også alle en selv-beroligende adfærd, vi tager os til munden eller halsen, nogle gange også næsen – kendt som Pinocchio effekten. Temperaturen på næsens overflade og i øjenkrogene stiger nemlig, når vi lyver, og når det prikker i huden, fordi den bliver varmere, er det lige så umuligt at ignorere det, som det er at spise berliner-von-kuchen uden at slikke sig om munden! Vi vil uvægerligt klø os eller gnide på næseryggen.
– Typisk retter jeg også på mit slips. Måske endda selv om jeg slet ikke har et på, smiler Michael.
Men der er forskel på kropssprog afhængigt af, om du taler eller lytter. Den lyttende vil typisk tage sig til halsen eller munden som et udtryk for nærvær og empati, hvis den talende har fortalt noget, man kan leve sig ind i: “Væltede du? Er det sandt?”
“Er der mis-match mellem det, der bliver sagt og det, der bliver gjort?”
– Ved at observere andres kropssprog kan man bedre få kvalificeret sin mavefornemmelse, og på et tidspunkt kan man så tænde for sine observationer os se, om noget bliver underbygget eller afkræftet, fortsætter Michael Sjøberg, og afslører med sit sprogbrug, at han er en anelse på udebane. Vi taler jo dating – ikke strategisk risikostyring.
– Kort og godt må man holde øje med, om der er mis-match mellem det, der bliver sagt og det, der bliver gjort, kapitulerer han.
Endelig er der konteksten. Hvad er situationen?
– Du må være djævlens advokat mod dig selv og spørge, om du er fair nok. Er der noget i denne situation, der godtgør, at mennesket overfor dig har en særlig opførsel?
Hvem er bedst til at lyve?
– Om mænd er bedre til at lyve end kvinder eller omvendt, tør jeg ikke sige. Generelt gør kvinder det nok mere elegant, jeg er nu ikke stødt på en statistik.
– Men de rigtig gode løgnere er folk med psykopatiske træk. Mennesker, som ikke er i stand til at sætte sig ind i, hvad andre føler og som ikke mærker dårlig samvittighed, har mindre på spil. Og som jeg sagde: Jo mindre, der er på spil, jo lettere bliver det at fravige sandheden.
– Der er to markører, der fortæller os, at vi er udsat for følelsesmæssigt skuespil fra en psykopat. Den første er, at de ikke udtrykker følelser med øjnene. De har et dødt blik, og den anden er, at de ikke instinktivt spejler sig i andres kropssprog. Vi kender alle dét, at en træt gaben smitter. Men psykopater modtager ikke de signaler. Det svarer til, at de mangler en sensor.
Læs også: Du behøver absolut ikke at pynte på sandheden for at møde den kæreste, du drømmer om
Og hvad kan vi så gøre?
– At få folk til at indrømme, at de lyver eller har løjet er rigtig, rigtig svært. De vil tale udenom for ikke at tabe ansigt, og man får sjældent det, man vil have – en undskyldning eller en indrømmelse – ved at konfrontere dem.
– Derfor er mit råd, at man altid skal sige fra overfor et menneske, der lyver. Ikke med “fuck dig din idiot”, for det rammer dig selv, men man kan godt give den anden en mulighed for at rette op: “Hvis vi skal have noget med hinanden at gøre, så må sandheden på bordet”. På den måde beskytter man sig selv, og den, der har løjet, må tage ansvar.
– Man skal huske på, at man ikke kan tvinge sandheden frem.
Men løgnen kan lures:
Bill Clinton: “I did not have sexual relations with that woman, Miss Lewinsky.” I never told anybody to lie, not a single time – never.
Cykelrytteren Bjarne Riis løj igennem årevis om doping og Sveriges kong Carl Gustav afviste, at han havde besøgt en stripklub, men i indslaget ser man majestæten nikke i takt med benægtelsen.
Stein Bagger blev dømt for bedrageri og blev siden interviewet i en tv-udsendelse, hvori han blev spurgt: “Hvor har du gemt pengene?” Han svarede prompte: “Jeg har ikke gemt nogle penge. Overhovedet ikke.” Og om han talte sandt eller ej, er der ingen, der ved. Eller er der?
Michael Sjøberg noterede sig, at svindleren i klippet stress-smiler, kigger ned og kobler en forstærkning (overhovedet ikke) på. Altsammen indikerer, at han også skulle bruge energi på at overbevise sig selv.
Vil du læse mere om Michael Sjøbergs foredrag om løgn og kropsanalyse?
Genveje
Har du brug for hjælp?
© 1999 — 2024 Babel ApS
Genveje
Har du brug for hjælp?
© 1999 — 2024 Babel ApS
© 1999 — 2024 Babel ApS