Annonce

Sådan får du succes med dine sensommer-dates

Hvor skal vi mødes? Spørgsmålet åbner for et hav af muligheder, men de fleste af os ender alligevel med at vælge ret traditionelle rammer, når vi går på date. En café er fx. et dejligt uforpligtende sted. En slentretur i havnen eller parken kan de fleste også være med til. Her i sensommeren er der imidlertid masser af muligheder for at arrangere dates, der giver jer en fælles oplevelse udover det sædvanlige.

1. Fyr og flamme

Hele vejen rundt om Danmark står fyrtårne tæt ved kystlinjen, og på en varm sommerdag med sol og drivende skyer er udsigten fra toppen af dem betagende. Er din kondition på et minimum, skal du selvfølgelig overveje, hvordan du tager dig ud gispende efter luft og med flammende ansigtskulør halvvejs oppe. Men der ER noget eventyrligt og romantisk ved de gamle fyrtårne, og man kan jo også blot bruge dem som udflugtsmål og nyde udsigt og omgivelser fra jordhøjde. I øvrigt er der ikke mange af dem, der er offentlig tilgængelige om aftenen. Sært nok.

2. Aftencruise på vandet

På denne tid af året er aftenerne ofte vindstille, så hvorfor ikke tage på havet? Det kan være i lejet ro- eller motorbåd, eller I kan tage en lille færgetur mellem nogle af vores øer. Fra Helsingør er der 20 minutters sejlads til Sverige med de små sundbus-færger, i København kan man stige ombord på havnebussen og sejle ud omkring Operaen, og Randers Fjord kan krydses med Udbyhøj Kabelfærge. Tjek dit lokalområde for muligheder. Og med en kold flaske mousserende vin og nogle snacks i en picnictaske er jeres date godt i gang.

3. Wellness i kurbad

Mon ikke, du har fået lidt kulør på kroppen i sommerens løb? På denne tid af året har vi vænnet os til at gå let påklædt, og vores vinterblege hud og blufærdighed er fortrængt. Så spring ud i en date i et kurbad og nyd et par timers velvære og wellness. Det er naturligvis en smagssag, om man bryder sig om at få afsløret hele anatomi-pakken på første date. Hvis det er for grænseoverskridende, så gem kurbadet til date nummer to. Omvendt kan man sige, at hvis man ikke kan lide at være i badetøj sammen, er der måske ikke grund til en opfølgning?

4. Fuld fart over feltet

Har du nogensinde været til hestevæddeløb? Man behøver ikke at have forstand på hverken heste eller på at spille på dem for at have fornøjelse af at gå på trav- eller galopbanen. Stemningen af fart og spænding er smittende, og alle landets ni væddeløbsbaner har restauranter og picnic-områder. Et enkelt spil på en vellykket date må der velsagtens til, og man kan nøjes med at satse en tyver. Hvis den hest, du spiller på, er blandt de tre forreste over målstregen, har du vundet. Og hvis ikke, har du nok held i kærlighed.

5. Me Tarzan – you Jane

At aftale en date kan snildt få det til at kilde i maven, og hvis den går godt, kan udsigten til den næste være endnu mere elektrificerende… Vil I alligevel skrue op for spændingen, er klatring i trætoppe en virkelig sjov og anderledes oplevelse, der får jer til at føle jer som børn igen. Sikkerheden er i top i de forskellige klatreparker her i Danmark, og I bruger jeres kroppe, overvinder jer selv – og griner! Man bliver modigere efterhånden, som man bliver fortrolig med de lette og lave baner og kan derefter klatre højere op. Og så er skoven jo smuk – også oppefra, så sådan en "Me Tarzan – you Jane"-eftermiddag kan være både sjov, romantisk og ret sexet. Tjek fx. Gorillapark i Svendborg og Vejle eller Frederiksdalklatrebane.dk.

Img
At klatre i trætoppe kræver blot, at man finder sit indre legebarn og en smule mod til at udfordre sig selv. Modelfoto: iStock

6. Dans - dans - dans

Karmaklubben er for danseglade mennesker, der ikke orker at gå ud hele natten, og her er plads til alle uanset alder. (Forudsat at man er over 18 år, fordi der serveres alkohol). At gå på date i karmaklubben minder lidt om at invitere sin bedre halvdel med til rund fødselsdag eller bryllup i familien. Man slipper bare for præsentationsrunden og tante Gerdas pinligt nærgående spørgsmål. Men konceptet er meget “privatfest-agtigt” og blev stiftet af Lone Rasmussen for godt ti år siden. Musikken, man danser til, er klassisk pop og aktuelle hits, men hverken rock eller tecno. Faktisk heller ikke sjælere, og det kan jo være rart at vide på en første date.

7. Sæt fut i jeres date

At stige ombord i et veterantog og køre en tur i et markant langsommere tempo, end vi er vant til i vores hverdag, er en nostalgisk oplevelse, der kan krydres med medbragt madkurv og stråhatte. Fx. kører der her i august søndags-strand-tog med damplokomotiv til Tisvildeleje fra Græsted over Hillerød, og på veterantog.dk findes en oversigt over landets godt 20 veterantog og baner. Sporvejsmuseet i Skjoldenæsholm midt på Sjælland er også en mulighed, der kan få jeres date til at køre på skinner.

Læs også: 10 råd, der gør dig mere attraktiv på jeres første date

8. Brygger du på noget?

Der findes op imod et par hundrede danske mikro-bryggerier, og få steder i verden er man i stand til at lave lige så god øl som her i vores lille land. Især hvis man ser det i forhold til areal og indbyggertal. Mange bryghuse tilbyder rundvisninger og der er generelt en skøn stemning, fordi de i højere grad er rundet af kærlighed til øl end til profit. Og et glas iskoldt og skummende øl er absolut ikke en dårlig start på et nyt bekendtskab.

9. Fuglenes godnatshow

Når enorme flokke af stære samles, kan deres imponerende formationer på himlen næsten formørke solen. Derfor kalder man fænomenet “Sort Sol”. Fugleflokkene samles primært i forår og efterår, og før de falder til ro om natten, laver de et slags godnat-show uden sidestykke. Den helt unikke naturoplevelse ses bedst i den sydvestlige del af Danmark. Man kan selv tage af sted og se op mod himlen, eller man kan booke særlige guidede ture i bus og med overnatning.

10. Overnat i det fri

Dette forslag er næppe velegnet til jeres allerførste stævnemøde, men når I har lært hinanden at kende, er en overnatning i det fri en ret hyggelig date. På denne årstid er himlen stadig klar og natte-temperaturerne er rimelige. I kan pakke soveposer, medbringe et par lanterner og måske en flaske champagne for at hæve jer over spejder-niveauet. Der findes mange shelters i naturen, eller man kan frit slå mindre telte op, hvis man holder sig til de skovområder, som naturstyrelsen har angivet. Se listen på naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/fri-teltning. Hvis der er bålplads, kan I trylle en Robin Hood-og Lady Marian-dinner frem. I kan naturligvis også bare drikke champagnen og gå eller cykle hjem igen, inden myg og mærkelige lyde bliver for overvældende.

Img

Annonce
Annonce

Vil du opleve dating der giver sommerfugle i maven?

Kom ind og mærk sommerfuglene i maven når vi afslører hvem du passer allerbedst sammen med. Vores unikke matchmaker-teknologi arbejder 24 timer i døgnet. Er du klar til at møde din nye kæreste?

Opret gratis profil
Maria fra single.dk
Lad mig hjælpe dig med at finde din nye kæreste ❤️
Er du en mand eller kvinde?