At blive vraget - der er ikke noget værre

At blive vraget! – Der er ikke noget værre. Det er forbundet med panikangst, jorden åbner sig, og man bliver opslugt.

– Nogle kan stive sig af med at blive vrede. Det kan til en vis grad redde ens røv, fordi man så også slipper for at kigge indad, siger psykoterapeut, rådgiver og forfatter Martin Østergaard med et smil. Men i øvrigt er der ikke meget grin ved selve vores samtaleemne: Martin har lovet at give sit bud på, hvad vi stiller op med de følelsesmæssige rutsjeture, vi alle risikerer at ryge ud i, når vi oplever at blive afvist, svigtet, brændt af…

Netop for tiden debatteres ivrigt, hvorvidt hjertesorg er en gyldig grund til at melde sig syg fra jobbet. Men hvornår gør følelserne efter et brud os ligefrem uarbejdsdygtige og syge?

– Afvisninger rammer dybt, og jo mere, vi hengiver os og overgiver os til kærligheden, jo mere smertelige er de, konstaterer Martin Østergaard. Han har i sit mangeårige virke som parterapeut oplevet, hvordan afvisninger kan få os mennesker til at grundstøde så voldsomt, som hvis nogen var død.

“Bemærkninger som ‘op på hesten igen’ er ubrugelige”

– Det gode råd er, at der ikke er nogle gode råd. Du synker til bunds, og ikke mange forstår, hvor meget dit hjerte er knust. Velmenende klap på skulderen og bemærkninger som “op på hesten igen” er ubrugelige. Den største trøst henter du hos nogen, der forstår, at du er utilgængelig. Nogen, som du ved, du ikke bliver afvist af, og som har en god indre mor. Som virkelig tager dig tæt ind og lytter, siger Martin Østergaard.

Naturligvis er der grader af afvisninger og dermed også forskel på, hvordan de opleves. I online dating sker det uafladeligt, at vi vælges til – og fra – og her indstiller de fleste af os på at tackle det ret nonchalant: You can’t win them all… Det ved vi. Men selv manglende interesse fra ubekendte på nettet kan opleves temmelig råt. Fornemmelsen af nederlag lægger sig som en kappe omkring os, og hvordan får vi den knappet af?

– Hvis du tager det hele på dig, bliver det for tungt, og hvis alt er den andens eller de andres skyld, bliver du ikke så meget klogere på dig selv. Det kan være fint at få lavet en kalkule, fx. med gode venner. Hvad er min andel her og hvad er den andens? Tag målfotoet frem, siger Martin Østergaard.

Læs også: Er du blevet brændt af? Sådan kommer du ovenpå igen

– Kvinder er rimelig gode til at tale med hinanden om det nære og det sårbare, mens mænd sjældent er så tætte på deres venner og kammerater. I bedste fald taler de også med kvinder. Og hvis jeg skulle være lidt fræk overfor mit eget køn, så har mange mænd en forkælet attitude. Mig-mig-mig. Men – særligt modne – kvinder har et aktivt socialt liv med arbejde, interesser, store eller voksne børn. De har en fyldt kalender, og den rydder de ikke uden videre for en mands skyld. Dermed oplever mændene nok oftere, at de er opsøgende, mens kvinden er undvigende.

“Så slap dog af, siger vi til os selv, men det lykkes ikke”

– Når vi er ramt af kærlighed, er det som en tordenkile. Det er meget store og ret patetiske følelser, der er i spil, og selv i en voksen alder, hvor vi måske tror, vi kan tage luft ind, ja, så er det ikke sådan. – Så slap dog af, siger vi til os selv, men det lykkes ikke.

– Derfor er det okay at være været slået til tælling af en afvisning, og man må tilgive sig selv for at tage denne følelsesmæssige deroute. Der er intet galt i at være ked af det og grave sig ned og spise flødeis i 14 dage. Eller at lægge låg på ved at drukne sin sorg i alkohol. Man bliver ikke alkoholiker af at drikke for meget vin i en uge. Og ellers er gråd et godt værktøj, og den gør os trætte, så vi kan sove. Lyt til musik, der trykker på tårekanalerne, gå i biografen og græd ud eller skru helt op for anlægget i bilen og tud igennem så vidt trafiksikkerheden tillader det.

Læs også: Lider du af hudsult? Derfor er det vigtigt at blive rørt ved

– Men spørg også dig selv, hvad der får dig til at føle dét, du føler nu? Prøv at være nysgerrig. Trykker din reaktion på noget, der i forvejen er ømt? Er der noget fra fortiden, der trænger til at blive masseret og luftet? Selvfølgelig kan man ikke analysere, lige når man er splattet ud og det hele er død-svært, erkender Martin Østergaard. – Men på et tidspunkt må man til det. Ellers afviser man også sig selv.

Læs også: Drømmer du om et fast forhold? Sådan får du hjertebanke-bingo

Martin Østergaard er psykoterapeut, journalist og forfatter samt foredragsholder. Han er videreuddannet i familieterapi og supervision på Kempler Instituttet og har skrevet flere bøger om mænd, kvinder og samliv.

Vil du opleve dating der giver sommerfugle i maven?

Kom ind og mærk sommerfuglene i maven når vi afslører hvem du passer allerbedst sammen med. Vores unikke matchmaker-teknologi arbejder 24 timer i døgnet. Er du klar til at møde din nye kæreste?

Opret gratis profil
Maria fra single.dk

Lad mig hjælpe dig med at finde din nye kæreste ❤️
Er du en mand eller kvinde?